Bla. om at have de forkerte forbilleder og at gøre krav på sin lykke.

Når jeg ser tilbage på denne her blog, kan jeg ind imellem godt hade, at jeg har delt så meget af mig selv som jeg har. Jeg har altid følt mig ekstremt misforstået, og jeg er bange for at 2 års tankespind for åben skue desværre ikke har formindsket situation. Jeg ved jo godt, at tingene ikke er så sort og hvide, jeg ved godt hvor jeg kommer fra, hvad jeg er og ikke er, men hvad ved I? Jer der har læst med hele vejen må enten have dyb respekt eller dyb foragt tilovers for mig, eller simpelthen ikke have knækket koden endnu. Resten af jer, kan man vel heller ikke blame for nogen af delene.

Jeg skriver dette indlæg fordi jeg endnu engang, med tryk på u’et, har åbnet et nyt kapitel i mit liv. Eller nogen eller noget har, jeg er stadig ikke helt sikker på hvad der præcis er sket, men jeg er anderledes, og det er alting omkring mig også. Jeg kan ikke kende mig selv altid, men det er altså absolut ikke kun en negativ følelse. Jeg var deprimeret og jeg havde i mange år gået for meget i byen, jeg fik en butik og blev mere deprimeret, jeg trak mig ud af butikken og blev endnu mere deprimeret, fordi jeg ikke tog ansvar for noget som helst. Jeg havde travlt med skiftevis at isolere mig og at lukke øjnene og løbe med 180km. i timen uden nogen retning. Jeg smadrede mig selv så overordentligt meget på alle tænkelige måder, og jeg passede om noget ikke på mig selv.

Jeg synes til dels, specielt for mange mange år siden, længe før bloggens historie, at det jeg gjorde var ret fedt. Jeg er ret overbevist om, at det kommer sig af at have de forkerte forbilleder, en kæmpe omgang virkeligheds forvrængelse. Misforstå mig ikke, jeg ser stadig op til Edie Sedgwick, og listen er lang, men jeg  synes ikke, at hele scenariet med at fucke sig selv op er fascinerende eller dragende længere. Det er set før, og det er hverken fedt eller revolutionerende mere. Ikke et ord om selv iscenesættelse i øvrigt, jeg er alt for ængstelig til den slags, jeg higer langt mere efter at hvile fuldkommen i mig selv, men altså – Jeg har besluttet mig for at passe på mig selv. Og jeg har besluttet mig for at gøre krav på min lykke. Det er noget jeg arbejder med hver eneste dag, sammen med en masse andre ting med selv og det er nok ikke noget der som sådan bliver færdiggjort. Jeg ryger ikke hash længere, og det er utroligt så klar verden kan se ud. Efter jeg holdte pause fra en uge før jeg tog til Paris, for at undgå nogle former for abstinenser dernede har jeg simpelthen ikke kunnet tåle det. Jeg vil ryge lidt ved lejligheder, men jeg vil simpelthen aldrig nogensinde mere tænde en joint som det første når jeg står op, hver dag. Jeg tager mig selv seriøst, på en god måde, hver dag, og det er også derfor jeg bla. er kommet min åndssvage-hjernedøde overspisning fuldkommen til livs, og jeg er ovenud lykkelig for det. For at leve med to spiseforstyrrelser på en gang er virkelig som i tegnefilm, hvor karakteren har en djævel og en engel siddende på hver skulder. Det åd mig op.

Jeg har taget en masse valg, som jeg ikke ved om jeg vil kalde forkerte, for jeg vil meget nødigt fortryde noget jeg har gjort, men undervejs mistede jeg min selvrespekt. Når jeg ser tilbage på hvordan mit liv var for bare få måneder siden kan jeg godt blive overvældet. Var jeg virkelig så “sindssyg”? Men midt i hele processen har jeg genfundet den, og min selvtillid er også stort set den gode gamle – folk der kender mig ved præcis hvad jeg taler om. De fleste synes jeg er for meget, men langt de fleste elsker det også.

Udover det er jeg stadig den samme. Jeg lever stadig for min frihed, æstetikken, alt det mellem linjerne og vil stadig ikke gå på kompromis med noget som helst. Jeg elsker stadig magien og ikke mindst mit miljø, jeg elsker at drikke mig skide fuld, men om to år vil jeg bare gerne stadig være en del af dét og ikke kun festerne. Og nå ja, så har de fleste nok læst, at jeg har fået en kæreste. Og jeg er meget forelsket. Mange har spurgt ind til “hvem han er”. Hvordan forklarer man hvem han er? Han er bare Joey. 26år, bor i nærheden af mig, uni-rock-darling og ikke fra mit eget miljø, hvilket er smukt. Jeg mødte ham på Roskilde og minsandten om det ikke er ham på billede 15. Egentlig synes jeg det er både cheasy, corny og ude af kontekst at vise et billede af giraffen, når det ikke falder naturligt, og det er ikke ligefrem fordi han plager mig for at komme med på “dagens”. Men jeg stødte altså på dette billede tidligere, og smilede lidt af det. Han er jo virkelig ikke nogen hemmelighed, so here you go.

Folk spørger mig tit om min blog virker terapeutisk for mig, og det må jeg sige ja til, at den gør.
For det her er mig, og jeg kunne ikke drømme om, at stoppe mens legen er god.