Det er lidt twistet med det her indlæg..

21. september 2010


Andre bloggere taler om personlige problemer, hyppigst hudproblemer, og jeg taler om at ville dø af herion..

Det her indlæg har været lidt længe under vejs, men jeg føler at der er en masse, ret alvorlige aspekter jeg har taget hul på at tale om, som jeg bliver nødt til at følge lidt op på.
Nogle havde måske gættet sig til censureringen af  indlægget jeg har valgt at bruge som eksempel, men nej, jeg vil ikke længere dø af herion. Jeg er slet ikke der længere, som jeg var i vinters. Aldrig har jeg været så deprimeret. Jeg vil dog stadig ikke afvise, at jeg godt kunne tænke mig at prøve at tage herion.
Jeg har ikke lyst til at dø, jeg føler at jeg dør ret ofte alligevel.

Hvad laver du Gina? Hvor får du dine penge fra? Hehe. Den med pengene er mig også et mysterie ind imellem, men har forskellige indtægtskilder.. Omvendt taler jeg heller aldrig om når jeg er flad, da jeg i det hele taget synes min privat økonomi er en privat sag. Ligesom at jeg fx. heller ikke taler om mit kærlighedsliv. Og en lang række andre ting. Til gengæld deler jeg ting af en helt anden kaliber. Det er bare sådan der bedst balance i tingene for mig.

Men denne mystik. Hvad er det med dig? Egentlig hører det hele sammen, og er meget komplekst og ikke noget jeg sådan lige kan forklare kort. Naturligvis ikke, i kender mig jo ikke, men jeg vil prøve at bringe jer et skridt tættere. Der kan vel om ikke andet ikke komme andet ud af det, end en lille smule mere forståelse og indblik. Og i kan lide det, er enige eller ej.
Fx. ved at fortælle om en episode der skete idag, som samtidig forklarer mange ting.

Det startede ved min nye Psykiater idag. Han påpegede ticks i min krop og atypisk mimik. Han sagde at han også havde lagt mærke til det sidst og de havde haft det oppe på mødet om mig. Alle mine forgående psykiatere havde også noteret det, og jeg husker endda en undersøgelse og scanning fra før jeg blev 18 og stadig var i børne psykiatrien. Der var intet. Dog kunne de godt se enkelte “ticks”. De mener det er noget psykisk. Og at det hænger sammen med, at jeg er lettere psykotisk. Også efter den måde jeg fortæller om mit verdensbillede og syn på virkeligheden. Jeg er dog lidt skæptisk. Jeg er udmærket klar over at jeg er lidt crazy, men havde egenetlig sluttet fred med det, og tænkt at det var noget jeg bare måtte lære at leve med. Og at folk jo elsker mig fordi jeg er som jeg er. Jeg tror altså ikke at jeg er psykotisk. Eller skizofren. Heller ikke selvom jeg har to spiseforstyrrelser. Vi talte meget om maden. Jeg er ret tidligt diagnoseret anorektiker, dog aldrig direkte diagnoseret overspiser. Det kom vildt tæt på og jeg græd. Jeg var ret påvirket ovenpå gårsdagens ædeflip. Maden drugger mig virkelig, og jeg er helt smadret, på samme måde som hvis jeg havde røget noget eller taget piller, og kan ingenting. 6000kcal’er blev det til igår. Mest kulhydrater. Af samme årsag atkins idag. Må lige få noget kontrol her! Hvad sker der for at tage 6kg. på, på 3 uger? Det er jo absurd det her. Men jeg ved ikke hvorfor det skaber så meget oprør i mig, jeg har jo prøvet det 117 gange før. Tabt mig ned til 44kg. som er min egen normal vægt. Hånd i hånd med ana, levende død. Det var jo først der jeg skulle til at tage mig sammen, og smide de sidste 5kg. Hvorfor er jeg blevet revet rundt i manegen hele mit liv? Jeg forstår simpelthen ikke at det ikke kan ses/at folk ikke kan se det, mere end hvad de kan. Når jeg tager på. Jeg vejer 57,6kg. her til morgen, og det er ikke OKAY!
For det første fylder jeg det hele, og for det andet ødelægger det ALT for mig.
Jeg kan ikke finde ud af at leve, og jeg begynder at tro på, at det ikke bare er for sjov at jeg har været sygemeldt i 3år, og “fået i hoved og røv”.

Jeg hader seriøst det her. Selvom jeg altid har gang i en masse små projekter, både andres og mine egne, og får alle mulige mærkelige påfund hele tiden og laver nogle rigtig fede ting, så sidder jeg fast. Og det er min spiseforstyrrelses skyld, og jeg har en spiseforstyrrelse fordi jeg ønsker at sidde fast, ønsker at forsvinde, bare ønsker at være alene med min anoreksi.

Det kulminerer bare ikke så godt sammen med at være et socialt, kærligt, festglad, kreativt individ! Og derfor er jeg konstant hæmmet.

Advertisements

30 Responses to “Det er lidt twistet med det her indlæg..”

  1. CH Says:

    håber virkelig, at du får det bedre, du fortjener at være glad.

  2. Sofie Says:

    Gina, jeg ved PRÆCIS hvordan du har det mht til ana. Du må love mig ikke at tage dumme kommentarer personligt (hvis de kommer fra andre), anoreksi kan ALDRIG forstås af udenforstående, selvom de gerne vil.
    Jeg har haft anoreksi siden gymnasiet (er 22 år) og episoder af bulimi og har været så deprimeret, at man ikke kan forstå det. MEN jeg er for første gang for alvor på vej ud af hele dette mareridt, og jeg kan ikke understrege nok gange hvor FANTASTISK livet kan være! Ej, det lyder trivielt, men ens verden ændrer sig, når først tankerne slapper af og man mærker skønheden i livet. Der vil altid være en del af mig, der gerne vil tabe tabe tabe mig og (som du selv siger) forsvinde sammen med ana, men samtidig må man også tage sig sammen, og erkende at nogle ting hører hjemme i teenage-årene. Jeg gætter på, at du en dag gerne vil stifte familie etc og mit forslag er, at du prøver at forestille dig din fremtid (og måske derved indse, at ana ikke kan finde plads i ens fremtid). Alt dette siger jeg på baggrund af mine erfaringer, men det gør SÅ ONDT at se et andet menneske lide af spiseforstyrrelser, for jeg ved hvor forfærdeligt det er.
    Jeg håber, at du får støtte og kærlighed og nogenlunde forståelse fra nogen omkring dig. Husk, at recovery er fucking hårdt, men man skal stole på, at det er det hele værd!
    Mange knus fra Sofie

  3. A Gun Says:

    Wauw. helt ind til rygmarven.

  4. Marie Says:

    Jeg er selv lige kommet hjem fra min psykolog med massere af tårer.
    Jeg kender intet til spiseforstyrrelser. Men jeg ved hvad det vil sige at gå i behandling for noget, og min psykolog sagde til mig i dag, at der findes ikke ét menneske der ikke ville få noget godt ud af at komme til psykolog.
    Gina du er så smuk og dejlig. Jeg kender dig kun igennem din blog, men der er bare noget over dig som gør at jeg føler jeg kender dig. Jeg har selv spekuleret over hvor du får dine penge fra, men det har aldrig været en nødvendighed for mig at vide, da jeg føler du giver så meget. Dine billeder giver mig en hel speciel følelse indeni.. Ja, jeg ved ikke helt hvad jeg vil med det her. Men du er bare så fantastisk og et kæmpe forbillede for mig, og helt sikkert massere af andre. Du fortjener virkelig det bedste. Jeg håber du finder ud af det.

  5. Cecilie Says:

    Hvor er du sej du tør dele så meget med folk Gina.

    Det med spiseforstyrrelser er umuligt at forstå for dem der ikke har været der.
    Jeg forstår det ikke! Men jeg har selv sygdommen tæt på mig, da en i min familie lider af det og det twister personen så meget. Det fucker så meget op i ens liv og dem omkring.
    Håber du er stærk nok til at vinde kampen over sygdommen..
    Held og lykke med alt fremover..
    Og du bør seriøst blive forfatter – du skriver på den smukkeste, vildeste måde… :)

  6. Ditte Says:

    Kære Gina.
    Du er helt igennem fantastisk, og det er endnu mere fantastisk at du deler det her med os.

    Jeg håber du får det godt. Helt godt.

    Jeg kender selv noget af det du skriver.
    Det med at sidde fast. Fordi det et eller andet sted er “trygt” – og så alligevel ikke
    Jeg har selv haft en idé om, at det var ligemeget at jeg døde som 21-årig, for jeg havde det jo så fedt og var tyndere end aldrig før.

    Du ved “hvem har brug for et almindeligt, kedeligt liv?”
    eller noget à la Trainspotting “I choose not to choose life. I chose something else. And the reasons? There are no reasons. Who needs reasons when you’ve got heroin?”

    …og alligevel har man alle mulige ønsker om fremtiden og alle mulige sindssyge idéer.

    Det hænger slet ikke sammen.

    Jeg ville nok på et tidspunkt have ønsket, at jeg blev diagnostiseret psykotisk. Så havde jeg en undskyldning.. og det ville have været fucking fabolous på det tidspunkt.
    Og fuldstændig langt ude, latterligt.

    Hm, jeg ved det ikke. Jeg troede bare jeg var noget helt specielt.
    Og selviscenesættelse, du ved. Måske du bare har taget skridtet videre.

    Jeg ved det ikke. Jeg håber du får det godt. For ja, du fortjener at blive glad.

    Og Gina, lay off the drugs. Ihvertfald heroinen. Det gør dig kun mere crazy. Det ved du også godt.
    Selvom det er fantastisk (you know, alle elsker stoffer. Dem der ikke gør lyver, eller også har de ikke prøvet)

    KH

  7. Misse Says:

    <3 Smukt, helt nøgent.

  8. S Says:

    Respekt, intet mindre end respekt fortjener du.

    At være i stand til at “udstille” sig selv, i en sådan grad som at fortælle om sin spiseforstyrelse… wow.
    Jeg havde personligt ikke et behov for, at du giver en så stor del af dit liv ud til os. Men jeg synes det er sejt, kan simpelthen ikke have andet end respekt for dig – så længe du selv er okay med, hvor meget du “udleverer” (man kan jo håbe på, at det næsten fungerer terapeutisk for dig).
    Tror aldrig jeg har oplevet nogen, være så hudløst ærlig omkring sit liv.
    Håber virkelig, du får det godt. Helt godt, eller i hvert fald godt nok til at kunne leve livet (for en spiseforstyrrelse forsvinder nok aldrig fuldstændig, den har jo trods alt været en del af dit liv…)
    Knus herfra :)

  9. Karen Says:

    hold da op, et fandens imponerende og smukt indlæg.

  10. Anita Says:

    Flot indlæg. Tager hatten af for dig Gina, virkelig.
    Håber du får det bedre end dag, og håber du får den hjælp og kærlighed du har brug for, i det omfang du føler for.

    Mange tanker og knus i din retning.

  11. Line F Says:

    Du er pisse sej Gina. Rigtig imponerende og rørende indlæg som gav mig tårer i øjnene. Jeg ønsker dig alt det smukkeste i verden.

  12. Karo Says:

    Meget smukt og rørende indlæg. Og modigt at du tør og har lyst til at være så inderlig og ærlig over for alle dine læsere. Det gør ikke kun din blog, men også dig til et unikt individ som man da kun kan beundre. Det gør mig ondt, at du gennem tiden har modtaget så mange nedladende og onde kommentare. Heldigvis trøster det mig, at det virker til du ikke tager det helt ind til dig. Om du vejer 45 eller 55 kg,- er du en flot pige. Jeg går selv meget op i min vægt og for et par år siden var jeg direkte besat. Og ved hvor svært det er både at snakke om og især at kontrollere. Jeg beundre dig virkelig efter dette indlæg og ønsker dig al held og lykke i dit liv. Man skal lede længe efter så dybe og personlige indlæg på blogs, så tak for det. – K

  13. who Says:

    synes det er helt fantastisk at der kommer så mange positive kommentarer.
    Det havde jeg ikke regnet med.

    Det er godt at se.

    Gina, du er et stort menneske.

  14. ... Says:

    SÅDAN. Råt. Sandhed. Blottelse. Følelser. Autentisk. Gina.

    JEG ELSKER DET!

  15. Amalie Says:

    Enig med alt som allerede er blevet sagt. Flot indlæg – respekt. Til jer alle sammen: det lyder som om at Gina ikke “bare” lider af spiseforstyrrelser så jeg tvivler på at i forstår det hele selv om i ved hvordan det er at have en spiseforstyrrelse.

    Gina: Af ren nysgerrighed vil jeg være så fræk og spørge dig – kender din familie til dine “forskellige indtægtskilder”?
    Jeg ønsker dig al held og håber du får det godt en dag.

  16. Josefine Says:

    Jeg finder dig meget fascinerende. Jeg mener det ikke ondt, men det kunne godt være, at du måske ville gøre det. Du kan tage det som du vil :-)

  17. Caroline Says:

    Du er så fantastisk.. Du rører mig så dybt!!
    Gid jeg kendte dig personligt. Du fascinere mig!

    Btw. Synes virkelig du er smuk og har en fantastisk flot krop!!

    /C

  18. marie-louise Says:

    må jeg ikke bare give dig et kæmpe kram –
    /kærligst

  19. carolinaa Says:

    SÅ sejt et indlæg!

  20. Emma Says:

    Jeg synes du er helt fantastisk stærk, du tør dele det her.

  21. Cecilie Says:

    så modigt! al respekt herfra.

  22. ginajaqueline Says:

    Tusind tak for forståelsen, respekten, sympatien om end det ikke var det jeg søgte, og alle de enormt store ord. I(!) er fantastiske. I er vitterligt de bedste læsere. Det her er ikke hvad jeg havde forstillet mig at kommentarer, og jeg kan afsløre at jeg ikke har fået én negativ kommentar til dette indlæg (normalt blir disse slettet, tjekker og godkender jævnligt kommentarer fra min iphone) Tusind, tusind tak.

    Sofie – jeg er sikker på du har ret i hver et ord du siger. Tusind tak for en givende kommentar.

    Marie – Tak for at dele det med os. Og jeg er glad for at kunne være et forbillede!

    Cecilie – “Det med spiseforstyrrelser er umuligt at forstå for dem der ikke har været der.
    Jeg forstår det ikke!” Haha jeg elsker dig for at udtale det, og det passer meget. Og tak for roden mht. mit prosa, jeg VIL også gerne være forfatter..! :)

    Ditte – helt genial kommentar. Jeg er “glad” for at andre kan nikke genkendende til det med at sidde fast. Det er som om at man ikke vil lade sig selv få det godt, man kan ikke bryde mønstret.
    Jeg har været der hvor du taler om, men det tiltaler mig egentlig ikke så meget. Iscenesættelse er i det lange løb efter min mening belastende, da jeg hader påtagethed, men til dels kan jeg godt lide det. Nogle gange. I meget små doser. Jeg tænker bare tit at det ikke er interessant, fordi det er set før. Man skal hellere være god ved sig selv, og give sig selv nogle gode oplevelser, fremfor fuckedup halvudviskede sider i bogen.

    S – jeg prøver at stå ved hvem jeg er! og acceptere at jeg har det som jeg har det! istedet for at gemme det væk, kommer alligevel ikke videre forløbig. og det er kommet så fucking vidt..
    Tror du har ret i, at det kan virke terapeutisk for mig, men det er jeg i det hele taget sikker på min blog gør. Meget endda. Det er vildt sundt for mit selvbillede, og jeg arbejder helt sikkert med mig selv igennem mine indlæg. Underbevidst selvfølgelig.

    Karo – Tak!! Jeg taer betsemt ikke noget helt ind til mig. Ihvertfald ikke perment.

    Who – totally agree. Stort menneske ligefrem? Det er store ord, og jeg er meget smigret/glad for at du synes sådan om mig!

    …. – AUTENTISK!

    Amalie – naturligvis, intet hokus prokus der.

    Josefine, Caroline – facinerer? Vild kompliment..!

    Marie-Louise – jo..

    KH Gina <3

  23. fritze Says:

    Er det en god psykiater du har?

  24. Stella Says:

    ønsker dig alt det bedste gina. men igen man lever kun én gang, så jeg håber, at du får noget hjælp til at komme ud af din spiseforstyrrelse.

  25. Julia Says:

    Lær at elske dig selv

  26. Sofie Says:

    julia sagde det.

  27. Louise Says:

    måske rimelig meget nemmere sagt end gjort..

  28. Anna Says:

    Jeg har selv haft anoreksi. Hvilket egentligt er forkert formuleret, man vil altid have det, og har altid haft det, nogle gange bryder det ud, og jeg har lært til en vis grad at kontrolere det.
    For mig handler anoreksi om kontrol. Men jeg lærte, at ved at sulte mig selv, og nægte mig selv alle mulige ting, så kom hele min verden til at handle om det. Jeg holdt om med at tegne, jeg holdt om med at skrive. Jeg grinede ikke mere. Jeg ville bare så gerne sove. Sidde for mig selv, et sted hvor jeg var fri for mad, fri for det hele.
    Jeg gætter på at du har ligeså mange talenter der skal udfoldes, og jeg håber, at du en dag får lov til at gøre det.
    Jeg hverken elsker mig selv eller har sluppet ønsket om at tabe mig. Jeg har bare stillet mig til ro med at det er et ønske der ikke skal opfyldes, for jeg kan ikke styre det, hvis jeg først går igang.
    Du er meget smuk Gina, og du virker som en meget smuk person.
    Du har sikkert hørt det hundrede gange før, og jeg tror ikke, at det hjælper at jeg siger det, men husk, at der er mere i verden end vægten.
    Vi skal også leve.

  29. Louise Says:

    hvorfor slettede du mit indlæg? Jeg har da ikke svinet dig til.

  30. Anne Says:

    Kære Gina

    Jeg elsker din ærlighed, og håber at det en smule teraputisk for dig at skrive om så personlige emner. At være så åben omkring at have en spiseforstyrrelse er et kæmpe tabu, og jeg er så stolt af dig for at bryde det. Angående din spiseforstyrrelse, så har jeg haft det på fuldstændig samme måde. Som yngreblev jeg diagnosticeret med anoreksi, som så udviklede sig til overspisning. Som man nok kan regne ud, tog jeg en del på, og jeg var bund ulykkelig. Jeg prøvede i flere år at tabe mig (Læs; Sulte mig selv halvt ihjel), og en dag kom jeg ned på min idealvægt. Jeg var i den syvende himmel ! .. Troede jeg da. For selv om jeg kom ned på idealvægten, var mit selværd fuldstændig smadret, og jeg havde det faktisk værre end før. Jeg kæmpede i lang tid med det, og endte med at gå til en fantastisk psykolog. Jeg er stort set blevet rask, og selvom jeg er større, har jeg det endeligt godt med mig selv.

    Det her ikke er en skræmmehistorie, men det er også en ærlig historie. Din historie ligner min, og jeg har også været bremset kreativ, socialt, følelsesmæssigt pga. min spiseforstyrrelse. Men vægten er kun er undskyldning. En undskyld af frygt for at fejle, og fordi man ikke stoler nok på sig selv. Min pointe er, at hvis du ikke holder af dig og accepterer dig selv og din vægt som den er nu, kommer du ikke til at få det bedre hvis du vejer mindre. De samme tvivl vil stadig komme krybende, og her kan du ikke skyde skylden på vægten. Jeg siger ikke, at du ikke skal tabe dig hvis du VIRKELIG vil det, men fix det indre først .. Så kommer det ydre helt naturligt !

    Jeg håber virkelig at du får det bedre ! Du er velkommen til at skrive, hvis du får behov for det :-) ..

    Anne.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s